Om sorg og filmreplikker

Oprettet d. under Hverdagsliv, Psykologi

Om sorg og filmreplikker

 

Jeg kan ikke sove, tårerne triller ned af mine kinder.

I morgen skal jeg til begravelse, min morfar har levet et dejligt og langt liv, men selve begravelsesdelen ripper op i gamle minder. Minder om små børnehænder der tegner på deres mors kiste, min venindes kiste. 

 

Jeg har altid tænkt om sorg at den med tiden blev mindre, måske fordi det er det man høre i film? Hvor en skuespiller, siger til en anden skuespiler der er i smerte eller sorg at det hele bliver bedre. 

Jeg har lyttet mig frem til italesættelser som ”Sorgen bliver mindre” eller ”Går over”, men det er ikke min oplevelse, sorgen er præcis som den første dag den invaderede min krop: Voldsom, altoverskyggende og fyldt med minder, savn og tårer – Og det er helt okay. 

 

Jeg har i virkeligheden nok skammet mig lidt over at jeg har ladet den fylde så meget, det der med ”at gå over” indtræf ligesom bare ikke, det hele trådte ”bare” i baggrunden, men på den der ”Undskyld jeg står lige her og venter” måde, hvor man stivner når den prikker en på skulderen for at fortælle ”Nu træder jeg lige frem”.

Den føles ikke mindre eller ”overstået” på nogen som helst måde, og det føles en smule forkert og skamfuldt ”Tænker du nu på det igen” kan jeg godt udskamme mig selv med, uden hensynstagende til at det er voldsomt og livsændrende at se et menneske man har kært dø. 

 

Jeg er ved at lære sorgen at kende, det lyder frastødende synes jeg, den har jeg ikke særlig meget lyst til at lære at kende. Men sandheden er at det er nødvendigt, for jeg har aldrig sådan rigtig kendt den, men levet med en fortælling om den sammensat fra andre menneskers velmene floskler og fra filmreplikker. 

 

I nat er sorgen min følgesvend, jeg har vendt og drejet mig i timevis, men den blev ved med at prikke og gøre opmærksom på sig selv, den vil gerne med til begravelse i morgen og vil sikre sig at jeg ikke glemmer den.

Så i morgen står jeg tynget af sorg, med minder summende i hele kroppen, sorg og minder som ikke er ”gået væk” eller ”blevet mindre” som jeg ellers er blevet lovet. 
”Måske er du gået i stykker” hvisker en stemme i mit indre, og måske har den ret, eller måske så bliver den slags sorg, som er for voldsomt for et menneske at kunne rumme, bare ikke mindre eller går væk, måske "nøjes" den bare med at træde lidt i baggrunden klar til at puste en i nakken. 


Kommentar(er) 2

  • Stine
    Stine

    Min oplevelse med sorg er at den kommer og går. Jeg mistede min mor for 23 år siden, i en alder af 15 år, og jeg kan stadig blive ramt af sorg og savn. Jeg har stadig salmer og sange, der kan fremkalde den selv efter så lang tid. Men jeg har lært at følges med den. Da jeg mistede min far for 6 år siden blev set hele bare dobbelt op. Men jeg mærkede også en accept af, at sorgen vil være min følgesvend og ja... nogen gange tuder jeg som pisket og andre gange fylder det ikke. Tak fordi du tør at være åben omkring sorg, og tak for dig.

    Svar

  • Anette
    Anette

    Tak for kig på din fine, nye hjemmeside, smukke. Sikke et rørende skriv ❤️

    Svar

Skriv din kommentar