Hverdagen, det undervurderet liv.

Oprettet d. under Hverdagsliv

Hverdagen, det undervurderet liv.
Jeg læste engang at når man havde PMS så var det der man så allermest klart, det håber jeg virkelig ikke, for ifølge min PMS har jeg spildt mit liv..

\"\"

De fleste af os kender det sikkert ret godt, før, under og efter PMS er vi noget trykket af alle hormonerne som leger racerbane i vores krop - vi er ikke helt os selv eller er vi? Er det her vi ser allermest klart og ikke er omsluttet af samfundets røgslør?
En artikel jeg læste for noget tid siden, har gnavet lidt i mig siden jeg læste den, den påpegede nemlig at når vi havde PMS var det her vi så alt klart og som det virkeligt er.
Når jeg har PMS er jeg et stort rod oppe på øverste etage, mine tanker vil 117 modsatrettet ting på en gang:
Hey vi kunne købe en stor gård ude på landet og dyrke vores egne grøntsager, have vasketøj hængende ude på en snor og have 4 børn rendende om benene? Hey vi kunne bo midt inde i centrum af København i en lille bitte kvistlejlighed, spise østers, se kunstudstillinger og have stuklofte? Hey vi kunne også blive skilt og finde en ung muskuløs udgave af Hr. mand? Eller være single og leve livet uden at være bundet af nogen som helst? Så jeg håber egentlig ikke artiklen har ret.

Som I nok kan fornemme så er mine PMS tanker noget rodet, og jeg kan iøvrigt overhovedet ikke lide østers, så det er lidt noget underligt noget den synes vi skal rende rundt i København og spise noget vi ikke bryder os om. Men jeg tror artiklen har fat i noget, måske skal man kigge lidt på de ting der kommer op til overfladen når hormonerne raser på en anden måde end de plejer? Forleden trak jeg et englekort (bær over med mig, jer som ikke har ramt "Jeg er snart 40 år livskrisen, og har fundet på alt muligt alternativt som krystaller mm") og der stod noget i retning af: Du kan ikke gøre tingene om, men du kan starte fra nu af...
Det fik mig til at tænke på mine PMS tanker: Hvad er det egentlig lige for et liv jeg gerne vil have? For det er jo det mine tanker er symbol på, hvis man fjerner østers og andet overflødigt så handler det i bund og grund om hvilket liv jeg gerne vil leve.

"Hvis bare man havde to liv", sukker jeg tit opgivende. Men jeg tror i virkeligheden ikke det handler om at have to liv, jeg tror det handler om at leve det ene liv man har "ordentligt". Der var nemlig noget der gik op for mig da jeg tog en coachuddannelse, og det var at jeg inderligt ønskede at jeg havde fået livscoaching dengang det hele startede ud, da jeg væltede ind i Hr. mand til en privatfest, ung og smuk (altså mig. Han lignede lort med en brækket næse osv. Men det er en helt anden historie). Hvis jeg ser tilbage så tog vi nogle valg udfra "Det gør man når man får børn" "Det sådan her et ægteskab skal se ud" osv. Uden egentlig at stoppe op og sætte spørgsmålstegn ved noget af det.
Ligeledes ville jeg ønske at jeg løbende gennem de seneste 39 år i hamsterhjulet havde fået personlig coaching på andet end problematikker, jeg tror mange af os har en tendens til kun at opsøge den slags når der opstår problemer, men hvis jeg ser tilbage så ville jeg inderligt ønske at jeg havde opsøgt det selvom der ingen problemer var. Det ville jeg fordi jeg tror det er vigtigt at få stillet sig selv spørgsmålet: Hvorfor gør jeg som jeg gør? og hvorfor tænker jeg som jeg gør? omkring ens hverdag. Ikke omkring problemer, eller store livsbeslutninger men omkring hverdagen, for heri ligger hele ens liv.
Jeg har uden tvivl nævnt det før, for det har brændt sig ind i min sjæl, men da min veninde lå på sit dødsleje fortalte hun mig at hun savnede at stå i sit køkken og lave frikadeller, hun savnede hverdagen, for hverdagen er den som omslutter os og udgør hele vores liv, vi ænser det sjældent fordi vi går op i de peaks vi har i livet, fordi vi går efter mål, ønsker og drømme og sjældent er lige her i nuet. Så hverdagen er efter min mening enormt undervurderet, vi kender det alle sammen, den ene dag tager den anden, det er i hverdagen vores liv udspiller sig.

Min hverdag har kørt med 180 kilomenter i timen så længe jeg kan huske, og det er ikke fordi jeg er noget travlt menneske som har noget vigtigt job eller den slags, jeg er ovenikøbet deltidsansat og har været hjemme på orlov med de sure teenagere i evigheder, været studerende og meget andet som giver tid til familielivet, så jeg har altså haft massere af ro, tid og såkaldt overskud til hverdagen og alle de frikadeller jeg har har bandet og svovlet over at skulle lave, men jeg har aldrig nogensinde følt at jeg havde sådan rigtig greb om den - hverdagen, som sand i et timeglas har jeg altid følt at den rendte gennem fingerne på mig, uden jeg sådan rigtig kunne forstå eller sætte ord på hvorfor det føltes forkert? Hvorfor jeg gik rundt og sukkede efter noget jeg ikke vidste hvad var, og hvorfor jeg følte en underlig uro inden i, selvom jeg var verdens lykkeligste kvinde med to dejlige små unger i min favn og en skøn mand, som jeg elskede og kun ville skilles fra få dage om måneden når PMSen tordnede rundt i min krop.

I dag ved jeg, det er fordi jeg baserede mit liv på forestillede forventninger, normer, vaner og meget andet samfundet præsenterer for en, på den der snedige hvislende måde som slangen i junglebogen, eller for at tage den til de helt store højder fra fortællingen om Adam og Eva. Jeg trak på værdiger og normer i det samfund jeg er en del af, uden at stoppe op og mærke efter: Hvad tænker JEG, hvad vil JEG, hvordan skal MIT liv se ud? Hvis man pakker det hele lidt ud af alle de forestillinger som vi har fået ind med modermælken, kunne det være man havde taget nogle andre veje, så uroen i kroppen havde sænket sig. Og det tror jeg ærlig talt man skal have lidt hjælp til, det kan ikke gøres over kaffekoppen slynget ind i tæpper, hjemme hos veninden, via egen refleksion eller dybe samtaler med sin mand over stearinlysetsskær, det tror jeg man skal have sat lidt i ramme med de rette værktøjer via coaching og en tredje part.
Der florerer ofte det ordsprog "Hvad ville du give dig selv af råd, hvis du kunne give dit unge jeg et råd", men det er lidt ligesom at skyde sig selv i foden, for det unge jeg er væk, det liv er levet - som englekortene nok så fint pointeret, kan man starte fra NUaf. Men til gengæld så kan jeg give alle jer andre et råd, samtidig med jeg selv napper det og starter fra nu af - den sætning giver mig iøvrigt flashback til dengang i børnehaven hvor man råbte "Ej det er en ommer, vi starter fra NU af", og den sætning kunne man altså råbe mange gange fordi man lige skulle starte legen forfra fordi den måske var lidt svær og man fejlede og gerne ville starte på en frisk.
Men mit råd, som starter fra nu af, er at give jer selv den gave at opsøge en coach og kigge dem i øjnene og sige "Jeg vil gerne snakke lidt om min hverdagsmål" og se hvad der folder sig ud. For nogen gange har man brug for at stoppe op og trække vejret og spørge sig selv hvorfor man ønsker sig det man gør, hvorfor man gør og siger som man gør? også inden frikadellerne brænder på.

Skal vi aftale at vi alle starter fra NU af.... Nej vent, fra NU af....


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar