Hr. mands døde sædceller

Året er 2002, vi har kigget hinanden dybt i øjnene og er blevet enige om, at vi måske godt tør kaste os ud i barn nummer to. 

Eftersom vi første gang blev overrasket af livet og Hr. mands ihærdige sædceller som brød p.pille muren så let som ingenting, til et æg der stod med velkomstskilt bøjet i neon, så havde vi dumt og naivt gået og ventet ”til det helt rette tidspunkt” med barn nummer to, uden særlig meget tid at løbe på. 

Men da det rette tidspunkt indfandt sig, ventede og ventede… og ventede vi. 

Efter et års tid traskede vi slukøret ned til lægen, som klappede os på skulderen med ordene om at den slags normalt godt kunne tage lidt tid. Efter en del mere tid, traskede vi ned til lægen igen, og bad om en undersøgelse, stressen havde indfundet sig i forhold til de tanker vi havde om søskende, aldersforskel mm. Livet fortalte os med et vink med en vognstang, at den slags slet ikke var op til os, og det gjorde ondt, pokkers ondt.

 

Lægen fortalte det var nemmest at undersøge manden først, så sådan blev det. 

Prøven blev sendt ind (Hæft dig ved denne detalje) imens vi afventede svar. 

Prøveresultatet tog pusten fra os, der var få, næsten ingen levende sædceller og vi ville højst sandsynligt ikke få barn nummer to uden hjælp lød beskeden. 

Dermed startede et forløb med sprøjter, hormoner og et halvt år med besøg og undersøgelser på Herlev Sygehus. 

Især var jeg påvirket af at være i behandling, hormonerne drillede min krop og jeg havde store bivirkninger af sprøjterne fysisk men især psykisk, hvor jeg havde svært ved at være i min egen krop som flød over at tristhed og en stilstående tilstand hvor jeg ikke rigtig følte mig som menneske. 

 

Vi fik 3 insemineringer, og hver eneste gang var Hr. mands sædcelle tal høj – langt højere end middel – hvilket passede bedre på vores personlige ”bryde igennem p.piller statistik” 

Lægerne var undrende, og jeg blev undersøgt igen, hvor de heller ikke fandt noget. 

En skarp overlæge satte sig og læste vores sag igennem fra A til Z, og kaldte os derefter ind til et møde, hvor han kunne fortælle os at vores læge desværre havde begået den fejl, at sende den allerførste sædcelleprøve ind med noget der mindede om alm. Post – altså den slags som sendes via Post Nord som lover levering inden for 3-5 hverdage, men hvor pakken når frem 20 dage efter. 

Hvis du tænker sædceller ikke overlever en tur med Post Nord har du ret. 

Vi blev derfor afsluttet i forløbet med besked om at vi fint kunne blive gravide selv, og så stod vi der helt forpustet og forvirret på egen hånd igen. 

 

Jeg blev stædig, bange og vidste ikke hvad jeg skulle tro på, så jeg insisterede på at komme på privatklinik, men de havde sommerferie lukket. Vi gav hinanden hånden på at så snart sommeren var slut og de åbnede op, så ville vi købe behandling selv. 

Og nu kommer den der yderst irriterende afslutning, hvor jeg bekender at vi nød sommeren og fik ro på – og blev gravide midt i alt sommerkådheden. 
Det er en yderst træls sætning for folk i behandling ”I skal bare tage det roligt og ikke stresse, det kan kroppen mærke”, det ved jeg selv og det ved jeg fra tætte veninder, så jeg er ked af at skrive den, fordi hvis man biologisk set har svært ved at få børn, så hjælper det ikke at ”slappe af”. 

Men i mit tilfælde var det nok stress, der var tale om. Jeg troede naivt og set i bakspejlet rigtig dumt at jeg selv kunne planlægge tidspunktet mellem eksamener mm. Og det hele blev et stort puslespil fra start – Nu, nej ikke nu, nu, nej ikke nu. Og det kunne min krop ikke finde ud af, forståeligt nok. 

 

Jeg fødte i april 2005, og mindsteteenager er i dag 15 år. 

Og når jeg med bedrøvet blik og ondt i hjertet tænker på at jeg gerne ville have haft flere børn, så ved jeg inderst inde, at jeg efter et forløb som ung mor med et lille barn på armen, ”kunstige” hormoner rasende i kroppen og en uddannelse på sidelinjen har opbrugt min kvote for energi på den front, og at livet ville have set anderledes ud, hvis vi ikke havde været alt det igennem. 

Nogle år efter traskede Hr. Mand ned til en læge i en frokostpause, og gjorde en realitet ud af den dengang forkerte spådom Post Nord sædcellerne havde fået - han blev sterilseret. 
Vi havde snakket meget om det, og var enige om at begge vores kvoter var opbrugt og tyndslidt, at vi ville ønske det var anderledes, at vi var det par med en masse børn omkring os, en flok af børnebørn og et ganske rigt liv på antal, men at vi desværre havde en masse prøvelser bag os, hvor vi som 19 årig stod med en positiv graviditetstest og bagefter tordnede igennem forældrelivet alt for unge, imens vi holdte på hat og briller. Og bagefter blev sat på lidt af en prøve hvor vi psykisk blev slidt ned af bekymringer og hormoner.

 

Jeg fortryder meget, og jeg mærker ofte tristheden og fortrydelsen, det er dog nemt at se i bagspejlet og være bagklog omkring noget nu, hvor vi ikke er lige så presset og tyndslidte af livet år efter, så jeg prøver at lande i og acceptere at det hele endte ud som det gjorde, vi har været meget opmærksomme på ikke at realisere drømmen på bekostning af vores børn og os selv, vi har passet rigtig godt på hinanden igennem mange år, og at vi er ekstrem heldige at have vores to dejlige piger, som hver især har lært os så meget om livet da de trådte ind i det, på hver deres måde.