Jeg har ingen ide om hvem jeg er…

Det er nok ikke noget der er super hipt at rende rundt og fortælle andre, men det er sandheden.
Selvfølgelig ved jeg sådan helt elementært hvem jeg er: 38 år, mor til to teenager piger på 18 og 13 år. Gift med Hr. Mand, deres far – Jep vi var tidligt ude, og mødte hinanden som 17 årige.
Jeg arbejder som psykologisk konsulent, coach, mentor, terapeut – kært barn har mange navne. Er uddannet cand.pæd i pædagogisk psykologi, og arbejder med samtale forløb med folk der har psykiske udfordringer i erhvervslivet.
Det er sådan vi mennesker som oftes definerer os selv, via vores arbejde. Så på den front ved jeg godt hvem jeg er, jeg er nogens mor, gift og har arbejdet inden for det psykologiske fag i mange år – tjek.

Men for 2 år siden mistede jeg mig selv, eller fandt mig selv – det er jeg ikke helt afklaret med endnu.
Min barndomsveninde fik konstateret kræft mens hun stod med sin lille søn i hånden og hendes ufødte baby i maven. Derefter er det hele lidt sløret, meget af mit liv blev tilbragt med at være med-indlagt på sygehuset, passe hendes børn og være på arbejde. Det var et langt og sejt år, hvor de to små børn endte med at miste deres mor, jeg mistede min veninde og til sidst mistede jeg mig selv.. For hvordan samler man lige alt det der hverdagsliv op igen?

Efter begravelsen skulle jeg tilbage til livet og hverdagen, en hverdag som jeg ikke kunne finde fodfæste i igen, mine tanker skiftevis skreg i panisk angst over døden eller var lammet i en ligegyldig døs, jeg kunne ikke være i mig selv eller forsætte mit liv som det så ud før, uanset hvor meget jeg forsøgte.
Jeg forsøgte så meget at jeg blev sygemeldt med stress, og lå lammet hjemme på sofaen ude af stand til at foretage mig noget. Jeg endte med at sige mit job op og leve af vores opsparing, jeg kunne ikke være i “tilbage-vendings-planer” og deadlines for timer og opgaver, eller i et dagpengesystem som ikke tog højde for at jeg var ødelagt og skulle repareres.

Og siden da – de seneste 2 år – har jeg forsøgt at finde mig selv. Jeg er landet i et deltidsjob hvor jeg står for samtaleforløb med mennesker med diagnoser og psykiske udfordringer i forhold til deres arbejde. Jeg følger eksempelvis jordmødre, sygeplejesker, direktører osv. I deres kamp om at passe ind på arbejdsmarkedet, og ruster dem til at matche de rammer de er i. Jeg blev specifik på hvad jeg ville fagligt og personligt, gjorde krav på det: deltid, udelukket samtaler med målgrupper af mennesker der har uddannelse og arbejdsliv bag sig, solgte vores muremestervilla og købte en lille hyggelig Kvist lejlighed. Der var ting jeg ikke længere havde lyst til at spilde livet på, og det var blandt andet at halse hjem sent fra job hver eneste dag i stedet for at være sammen med de to sure teenager børn jeg havde sat i verden, bruge alt tid og penge på en stor knaldhytte med pomp og pragt eller afholde samtaler med unge mennesker som skulle hjælpes helt fra bunden, den energi var brugt op, og jeg havde brug for fagligt at blive udfordret med noget nyt. Og jeg havde brug for at se min mand, i stedet for at dirregerer ham på lossepladsen, slå græs, starte byggeprojekter mm.
Siden da er vi landet, det har taget sin tid og det har krævet blod sved og tårer af os, men vi er endelig landet i noget godt efter en hård og opslidende periode.
Men trods landingen havde jeg stadigvæk et tomrum inden i mig, jeg kontaktede en psykolog og startede et samtaleforløb omkring sorgproces, prøvede yoga, festede til jeg var helt grøn i hovedet, råbte af familien, afsluttede venskaber og mange andre ting jeg ikke er stolt af. Tomrummet gjorde ondt, pokkers ondt – var det her livet? Hvornår var det min tur til at dø? Ingenting gav mening og ALT gav samtidig mening, eller jeg forsøgte i hvertfald at skabe mening om alt, nyde situationen og få noget vigtigt ud af alt.
Jeg stod midt i chok, sorg og eksistentielkrise – mine børn var pludselig blevet store, og mit liv gik fra småbørnsmor til at skulle finde mig selv igen, noget jeg ikke havde fået lov til at mærke og være i pga. De mange timer tilbragt på sygehuset. Så da der pludselig var tid og rum til det, fik jeg overleveret en livskrise sådan BUM, mens jeg stod på vaklende ben.

En dag jeg sad og rev mig i håret og var træt af ikke at vide hvad jeg skulle stille op med det skide tomrum der var/er inden i mig, og havde prøvet alt for at fylde det ud: yoga var pisse kedeligt og jeg havde gået så mange ture og drukket drinks med veninderne til mine stiletter var slidt helt op, fundet nyt job mm. Stadigvæk bragende tomt, det skide tomrum. Hvem var jeg? Hvad ville jeg? Og hvad havde jeg lyst til at bruge min tid på? Kiggede Hr. Mand på mig og spurgte: Hvad vil DU? Han pressede mig, satte mig op i en krog og stoppede ikke før jeg hviskede at jeg gerne ville tegne.. at jeg gerne ville illustrere min faglighed tilbage, at jeg følte jeg havde tabt alt jeg kendte, kunne og havde efter stressen overtog min hjerne, og at jeg ikke orkede at sætte mig med fagbøger og studere teorier for det havde alligevel aldrig været sådan rigtig brugbart med alt den metateori, men istedet gerne ville lave noget der kunne komme alle til gavn, noget alle kunne omsætte og bruge på egen hånd, noget hverdags agtigt… Jeg prøvede at forklare ham min overbevisning omkring visuelle muligheder, at det manglede inden for det psykologiske fag, som altid forsøgte at ophøje sig selv, i en sådan grad at ingen dødelige kunne følge med.
Han tog mig i hånden, slæbte mig gennem byen og stoppede i en elektronik butik, og bad om en IpadPro og en pen. Mine hænder fandt pennen og mens jeg sad og stirrede tomt ned i de tunge fagbøger, tegnede jeg en “for sjov tegning”, vi grinte så meget af den og hinanden, at tomrummet begyndte at give lyd fra sig, latteren havde fundet vej til tomrummet. Jeg tegnede endnu en hverdags tegning… og endnu en, og smilet bredte sig over mine kinder hver eneste gang, og latteren varmede kroppen og det kolde tomrum. Det var april 2018 og siden da har jeg tegnet illustrationer på @hverdags_psykologi på Instagram.
Tomrummet står ikke gabende tomt mere, men jeg ved stadigvæk ikke helt hvem jeg er, nu hvor jeg ikke er småbørnsmor mere. Men det er okay, helt okay faktisk, lige nu er jeg hende der tegner små sjove illustrationer, i hyggestrømper på kvisten mens familien summer omkring mig, det føles rigtigt og rart. Og måske skal man ikke altid vide hvem man “er”, eller hvor man er på vej hen..

Rina.