Nytårsaften og den ensomme døs i flokken.

Når morklubben er en stor fed løgn.

 

“Det kommer helt naturligt..” ”Det er bare sådan noget man bliver klar til” ”Man kan ikke rigtig hold hinanden ud, så det er en løsning som man ikke kommer udenom”

Ovenstående sætninger har jeg hørt igennem de seneste 20 år, allerførste gang da jeg stod med hånden på min gravide mave, aede den blidt, og var ved at dø over tanken om nogensinde at skulle skilles fra det lille myr i min mave.
Siden da har jeg ventet, ventet på at det der naturlige skulle komme til mig, på at jeg bare sådan blev klar og ovenikøbet på at jeg måske ikke kunne holde ud at bo under sammen tag som størsteteen, men det kom aldrig – ingen af delene. Morklubben har altid været en stor fed løgn, og nu står jeg her med tårer i øjnene og panik i kroppen, over at nogen søde gutter har tilbudt størsteteen, et midlertidig værelse, fordi en af dem skal ud og rejse, så det er ikke engang sådan helt permanent (Kan i høre det desperate håb i min stemme?!),

Men jeg er fandeme overhovedet ikke engang tæt på at være klar, jeg har jo lige stået med hende i mine arme, duftet til hendes mørke hår og holdt hende helt tæt ind til mit hjerte, hørt hendes små babysuk, lært hende at binde sine sko, set hendes små buttede hænder vise mig en tegning, der mest af alt ligner et picassomaleri men skulle forestille en hund, trøstet hende når drenge var dumme, drukket te på hendes værelse, ligget i ske med hende og set film hun pludselig havde en mening om, og ikke mindst smagt hendes dejlige mad som hun også ganske pludseligt kunne lave?, set hende optræde på scenen smilende, som en fisk i vand – en smuk kvinde og jeg nåede ikke engang at blinke… Alt det her skete på et split sekund, så hvornår skulle jeg lige når at blive træt af det hele?

Hvornår skulle denne naturlige følelse lige komme? Jovist bølgerne er da gået højt, og hun er nok enormt træt af mig, men nu er det jo altså lige mig det handler om.. Mig, og alle de andre mødre derude som morklubben har ladt i stikken, for måske er der andre end mig, som ikke føler sig skide klar til at fuglen flyver fra reden? Ikke fordi hun er en forhutlede skaldet lille fugleunge som ikke har stærke nok fjer til at kunne flyve, hun står der og strutter som en anden smuk farvestrålende påfugl og er så klar, men det er jeg altså ikke..
Måske er jeg gået i stykker? Måske stod jeg bagerst i køen da der blev delt klar-parat-alt-er-pisse-fedt-dit-barn-flytter-hjemmefra følelser ud? Måske er jeg en curlingmor der har skudt sig selv i foden via mange års klæben?
Eller måske, bare måske, så har morklubben ikke været helt så højt råbende omkring alt det andet? Sandheden?

Jeg åbnede lidt op omkring alle disse følelser på min instagram profil @hverdags_psykologi mon jeg var den eneste? Hvordan havde andre egentlig følt det? Og jeg modtog de fineste ord, fra den måske lidt mere stille morklub? Den morklub som jeg er allermest fan af, den som jeg gerne vil dele alt det der er under overfladen af de ord vi siger.
Og deres fine ord, vil jeg gerne dele med jer, jer som måske har lige så meget brug for de ord, som jeg har:

”Det føles som en hjertesorg så dyb som ved brudt kærlighed. Jeg er super stolt i dag, men det gjorde så ondt”

”Min bror skulle til USA og læse på universitetet, min mor fik udslæt udover hele kroppen fordi han skulle rejse..”

”Omverdenen synes det var lidt besynderligt og jeg fik kommentar som, giv nu slip.
Det handlede ikke om, at jeg ikke ville give slip, men at jeg ville have lov til, at være i sorg og være ked af det! Jeg skulle simpelthen igennem det og finde en vej og blive mor på anden vis”

”Man føler sig så gammel og tom når de flytter”

”Det er svært, smertefuldt og fysisk utilstrækkeligt ikke, at dufte til og kramme sit barn hverdag! Samtidig er det også helt rigtigt og en lettelse at de flyver afsted. Vi har jo skabt og gjort barnet klar til verden. Det er nu, de skal ud i verden og blive til og finde plads. Så smukt og ualmindeligt tungt og svært.
Som meget andet her i livet, arbejder tiden og det bliver bedre..”

”Ordene føles som fysiske slag, hver eneste gang barnet siger det: Flyttehjemmefra”

”Stolthed. Frygt. Panik. Sejer. Alt i en pærevælling”

”Det er helt igennem forfærdeligt! Selvom det er som det præcis skal være, men jeg græd og følte mig tom. Reden manglende et barn og vores rytme/hverdag blev helt anderledes…”

”Morklubben har også holdt det top hemmeligt, hvor svært det er at sende sit barn på efterskole..”

”Jeg savner hver eneste dag, og det er et år siden han flyttede..”

”Savnede hende så meget, manglende den daglige snik snak og det at følge med i hendes liv”

”Det var totalt svært, jeg fik total eksistentielkrise, hvem pokker var jeg?”

”Så hårdt med tomheden, og en pludselig identitetskrise”

”Det var så naturligt men samtidig en stor sorg”

”Jeg kan ikke overskue når det sker, så jeg får bare flere små børn”

”Når de flytter, står man der, og så går det for alvor op for en hvordan livet er, uden børn, hvad vil man? Og hvem er man?”

”Det er vanvittig svært. Og kan være det stadigvæk, her 5 år senere”

”Jeg har en på 19 år, som snart flytter hjemmefra, jeg er absolut ikke klar til det”

”Jeg havde det i tiden op til at han flyttede, som da jeg var ung og ikke vidste hvordan jeg skulle omgås med en jeg var forelsket i, han skulle jo ikke synes jeg var klæbende, og samtidig ville jeg også have at han skulle vide at jeg ville komme til at savne ham…
Det var en linedansbalancegang”

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nytårsaften og den ensomme døs i flokken.