The crazy dog lady har angst

Vil du sende et nøgenfoto?

Den dag jeg brugte platte udenomsforklaringer og en sløv humor, i stedet for at sige: ”NEJ, gufanden gider jeg ikke sende dig et nøgenbillede” og var lige ved at kaste lidt op i munden over mig selv.

 

Jeg er lidt træt af mig selv. Det sker med jævne mellemrum, at jeg bliver det. Det betyder for det meste, at jeg er total hormonel, eller at der er en større forandring på vej.
Denne gang er det heldigvis det sidste, for det er virkelig tiltrængt.

Jeg er opdraget til at være en ”pæn pige”. Det vil, i min familie, sige en der er velopdragen, smiler og ikke gør noget større væsen ud af sig selv, når man omgiver sig blandt andre. Men i virkeligheden tror jeg ikke, vi kan køre denne omgang over på barndommen alene, for min mor er nemlig sådan en smuk, sød, smilende og altid grinende dame, når hun interagerer med andre mennesker. En som ikke tager ting særlig tungt. Det har jeg altid beundret hende for. Der er selvfølgelig en bagside af den medalje, og det er lige præcis hvad det her handler om.

Jeg har (heldigvis) arvet min mors lette tilgang til livet på visse punkter, hvilket jeg har brugt enormt meget til min fordel i mit fag – at kunne møde frustreret, vrede eller kede af det mennesker med en rolighed og et venligt smil, uanset deres grimme sprogbrug og voldsomme kropssprog, gør at de ikke kan bevare den form særlig længe i en samtale. Det gjorde eksempelvis at jeg hurtig blev den fortrukne projektmedarbejder, da jeg arbejdede med unge kriminelle drenge som deltid under min kandidatuddannelse. Der er aldrig nogensinde noget ”surt løg” over min adfærd på jobbet, der bruger jeg min ”portion smilende gener” fra min mor.
Således har jeg eksempelvis stået overfor hotshot-advokater, som hvæsede mig ind i hovedet, en vred bandeleder som truede, unge der smed med stole, viste knive og meget andet gennem mine jobs og det har sjældent været nødvendigt at slå i bordet og sige STOP, fordi jeg er kommet langt med et smil, forståelse og anerkendende dialog. Faglighed blandet med mine mors ”smilende gener” har været en top givende kombination og er det forsat.

Jeg er virkelig taknemmelig for den fine arv, hun har delt med mig, den er mere værd end alle de penge jeg ikke arver, fordi hun er en fattig kirkerotte. Men samtidig har jeg aldrig nogensinde lært at sige fra på den personlige front, fordi mit store forbillede som barn nærmest grinte sig gennem alle oplevelser, som livet bød hende.
Jeg har således aldrig nogensinde sagt fra overfor det andet køn, hvad angår upassende komplimenter, tilnærmelser, nedladenhed eller uberettiget gramsen. Faktisk synes jeg, i mine unge dage, at andre piger var lidt snerpet, hvis de vendte sig om og gav en gramsende mand en lussing ”Ej var det ikke lidt i overkanten?” Eller hvis de lavede en scene, imens de sagde fra ”Kunne hun ikke bare lige have smuttet væk?” Jeg så mig selv som ”ophøjet” over den slags adfærd. Det behøvede jeg virkelig ikke, for man kunne jo nemt bare lige bruge et par sekunders venlighed på den stakkels fremmede og så var man videre i teksten og alle var glade…

Og alle var glade er et vigtigt ord her, for jeg var ikke glad. Det satte sig i mig når en fremmed placerede sin hånd på min røv, hev min top ud for at kigge ned eller kastede upassende ord efter mine kropsdele. Jeg kan huske de fleste episoder den dag i dag, fordi de ikke var behagelige overhovedet. Og jeg har smilet mig ud af hver og en af dem uden så meget som at sige stop en eneste gang. Det har jeg gjort i sådan cirka 25 år, og jeg er led og ked over mig selv. Jeg gider ikke smile mere til mænd som står med hånden på min røv, imens de kommer med anmassende scorereplikker og jeg gider ikke kaste små dårlige humoristiske sætninger efter upassende ord. Jeg gider ikke være en ”pæn pige” mere, hvis det er det her, det indbefatter.

I går modtog jeg en anmodning på min profil @hverdags_psykologi på instagram, om at sende et nøgenfoto til en fremmed mand. Og imens mit eget bræk sad helt oppe i mundvigen på mig, var jeg høflig og svarede tilbage med, hvad jeg antog var, et kækt og humoristisk svar som selvfølgelig fralagde mig alt ansvar fra at sige fra, samtidig med at jeg svarede på ”faglige spørgsmål” og tillod hans platte forsøg på manipulation i håb om han fangede mig i et ensomt øjeblik, som ville gøre nøgen fotoét lidt nemmere at få vristet ud af mig, som eksempelvis:

”Mange der oplever lignende kriser, føler sig, oveni alt det andet, også ensomme, fordi ikke ret mange forstår dem – kender du det? Hvis man f.eks. bor sammen med den man elsker, men den anden aldrig rigtig har mærket hvad det vil sige at miste … Forresten skal vi mødes til en kop kaffe, jeg har prøvet det selv.”

Det var respons til mit indlæg her på bloggen om at miste min veninde til kræft, vel og mærket lige efter han i samme åndedræt havde sendt anmodningen om jeg ikke ville sende et foto med en usynlig badedragt på, som svar til min story hvor jeg viser lidt shopping frem.
Det var fandeme en mærkelig ”samtale” hvor jeg samtidig undervejs så en film og lavede meget andet, mens jeg følte mig forpligtet til at svare ham løbende, hvor den fik fuld knald fra ”de smilende mor gener” og min ekspertise i at glide af på diverse anmassende replikker og afrunde ”så alle er glade” med dårlige undskyldninger, og alt andet end et NEJ TAK, og STOP.

Jeg lå det meste af natten med væmmelse over min egen opførsel i samtalen og mine efterfølgende tanker, hvor jeg blandt andet startede ud med at tænkte ”det var også en ret nedringet badedragt du viste frem, du var selv uden om det” eller ”du forsatte også med at svare ham, du lagde selv op til det forsatte med han ville mødes”.
Men vågnede heldigvis med en beslutsomhed om at blokere ham fra min profil, det føltes ikke rart at han skulle kigge med – en mand som antaster kvinder omkring nøgenbilleder skal ikke sidde og se med hos mig, men jeg følte ikke rigtig at jeg kunne være det bekendt…(!!)

Jeg sidder skiftevis klar med highfive til mig selv over at have gjort det, altså blokeret ham, samt en klarhed over, at jeg i fremtiden starter med det, fremfor en ”samtale” og en skyld og skam over at være snerpet, men samtidig med et gok i nøden til mig selv og en snert af ”herre gud, værre er det altså heller ikke” du gør også et lidt stort nummer ud af det, skulle vi nu ik lige han spurgte jo bare om et billede med en usynlig badedragt og en kop kaffe…

Så jeg har ikke opskriften på at sige fra, råbe STOP eller give en sådan type tørt på, men jeg har en begyndende klarhed over at jeg fremover ikke gider stå og smile mig ud af en situation hvor en fremmede har lagt hånden på min røv, hevet ud i min bluse eller sendt mig mærkelige ord på Instagram, og jeg tror, at jeg har brug for en konkret ”handle plan” for at undgå at ”den pæne pige” ikke kører på autopilot og udglatter med smil og latter, så jeg har lavet 3 reminders til mig selv:

  1. Du skylder ikke alle mennesker et svar, det er ikke uhøfligt at undlade, der kommer intet godt ud af det.
  2. Berøring er ikke okay og skal ikke smiles væk eller smøres med dårlig humor. Fjern personens hånd, og fortæl personen at det ikke er acceptabelt.
  3. Du er IKKE snerpet.

Jeg håber alt det jeg lige har italesat virker helt latterligt nemt for dig, og at du er en stjerne i at passe godt på dig selv, men hvis du ikke er og kan genkende noget i mine ord, så må du gerne låne min hjemmebryggede handleplan og øve dig sammen med mig.

2 kommentarer

  • Charmari

    Det er så nemt at sidde og kloge sig på hvor man gør noget forkert i det digitale univers… især bagefter!
    Som singlepige kender jeg det alt for godt. De sidste par år er jeg “heldigvis” blevet klogere! Hepper på du får sat grænser tidligere og tier de tåbelige mænd ihjel. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathilde

    Hvor er det bare et helt vildt velskrevet og VIGTIGT blogindlæg. Tak fra en anden – til tider – pæn pige. Jeg øver mig nemlig også på at blive mere “stærk” og sige Fuck i stedet for undskyld.
    Tak Rina! Du er mega sej.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

The crazy dog lady har angst