Matcha iste

The crazy dog lady har angst

Jeg er typen som legede mor i vuggestuen, de andre var far, børn og hund. Men jeg var altid moderen. Jeg er også typen, der som 15 årig fortalte min daværende kæreste, at jeg skulle være mor og at det blev i nærmeste fremtid, så hvis han havde alle mulige andre planer som ikke indebar børn, så skulle det altså ikke være os to.
Jeg var simpelthen fyldt op med moderskab, allerede før jeg fik mine to piger. Og så skulle man jo tro, at sådan en som mig skulle ende op med lidt mere end to børn.

Men med moderskabet fulgte angstens udbrud. Den har altid fulgt mig i det skjulte, og hvisket ting som “Ej vi skal da ikke sidde bagpå en knallert hjem fra strandfest, det er livsfarligt” mens jeg lod alle de andre suse hjem, og troligt traskede hjem sammen med angsten på gåben. Den har hvisket ting til mig hele min barndom: “kravl ikke for højt op i træet du falder ned, ikke flere genstande til dig det er farligt og sårbart at være for fuld, pas på de andre ikke falder ind i bålet til strandfesten, se hende der har det ikke godt vi må følge hende hjem”. Hold op hvor han den hvisket mange ting, nogen af dem har gjort mig til et bedre menneske som altid er der for andre, men de fleste af dem har holdt mig væk fra alle livets muligheder, eksempelvis backpackertur til Thailand med mine veninder, drømme uddannelsen, jobs jeg er blevet tilbudt gennem tiden, og værst af alt har den påvirket min forældrerolle, for hvis den havde travlt med at passe på mig, hvordan tror I så den reagerede da den blev co. forældre til to guldklumper ifølge den selv?

Før den hviskede mig i øret, har dens forfædre hvisket min farmor og min far i øret. Den hviskede så meget til min farmor at hun til sidst ikke kunne køre tog, og den hviskede til min far at vi nok var døde hvis vi kom 5 minutter for sent hjem, og til mig hviskede den at verden er ekstra farlig for mine to smukke piger som kan risikere at blive voldtaget, kidnappet, misbrugt, udnyttet og slået ihjel.
Ser I, angsten fortæller nemlig ikke noget om alt det fantastiske der kan ske i livet, for den findes der ikke noget mere fantastisk end at sidde hjemme, samlet alle sammen uden at møde en levende sjæl, for den findes der kun farlige og ubehagelige ting ude i verdenen.

Så da jeg blev mor, startede en lang og sej kamp mod angsten. Jeg sov ganske lidt da jeg havde født størsteteenager. Jeg vågnede flere gange om natten og så nogen tage hende op af vuggen, jeg vågnede badet i sved, tændte lys, vækkede Hr. mand og sad og stirrede ud i luften i timevis efter, fordi det havde været så virkeligt, mens de andre sov videre. Angsten hviskede til mig om farlige ting, selv når jeg sov.
Nogen gange tænker jeg, om jeg var så meget ekstra fyldt op med moderskab fordi det er modgiften mod angsten. Eller i hvert fald nok modpol til at kunne lægge den i dvale. Det som gjorde at jeg kunne skabe to dejlige piger, selvom angsten bildte mig ind at hvis man helt undlod at skabe dem, så var de jo endnu mere i sikkerhed for den grumme verden. “Man tør jo næsten ikke føde børn ind i denne verden” er sætninger som angsten lever af, og den er ikke på Nupo kur kan jeg roligt afsløre, den går efter alt den kan æde for at blive stor, større og størst.

Så selvom moderskabet bragede rundt i mine blodbaner, helt fra jeg kan huske. Så fulgte angsten trop, stoppede sin hvisken og stod stærk, stor og råbende foran mig. I 15 år kæmpede jeg mod angsten hver eneste dag, det at aflevere mit barn i vuggestue krævede flere katestrofe beredskaber og kamp planer end Putin kan fremvise, og hver eneste dag krævede en gennemgang af disse: “Hvad hvis pædagogerne mister hende? Hvad hvis en af dem der skal tage sig af hende er pædofil? Hvad hvis hun bliver kvalt på legepladsen?” en simpel ting som at aflevere mit barn i vuggestuen, var et helvede. Senere blev det til vrede, ligesom min far stod klar i døren og råbte vredt når jeg kom for sent hjem som barn, stod angsten nu og råbte af mine piger når den blev forskrækket, over de prøvede grænser af og ikke gad leve efter dens urealistiske begrænsninger. Og så måtte jeg trække mig, kæmpe med angsten og vende tilbage til pigerne og sige undskyld og sætte nye rammer “Selvfølgelig må du komme til Asbjørns fødselsdag” hørte jeg mig selv sige i stedet, mens angsten stod og råbte at Asbjørns far jo var dranker fordi han lugtede lidt af øl ved sidste forældremøde, og at det nok var NU vi skulle miste vores elskede datter fordi Asbjørns far er en pædofil børnemorder. (Asbjørn er et opdigtet navn)
Jeg har måtte fortælle mine piger fra en meget tidlig alder, at jeg kæmper med angsten, og at det nogen gange er den som taler først, den som råber og er vred fordi den er forskrækket og den som tror alle mennesker er farlige. Og at jeg derfor nogen gange lige skal kæmpe lidt med den, og så kan vende tilbage og så kan vi snakke om det igen uden angsten taler først.
Mine børn er gået igennem forskellige faser hvad dette angår: Ked af det, frustration over angstens regler og rammer, forståelse, kommunikation direkte til angsten, vrede, samarbejde mm.
I dag er de 14 og 18 år, og forstår at angsten stadigvæk er der, men at den nu er gået tilbage til at hviske – den har set gennem mange år at de klarer sig godt, at verden måske ikke er helt som den har fortalt, og den har givet lidt op da vi pludselig stod samlet og trodsede den, for det er nemlig en af fordelen ved at have trodsige teens, de gider ik alt det pis angsten præsenterer for dem.

Men den hvisker stadigvæk modbydelige ting fra sit dvale selvom den ikke længere må være med til at sætte begrænsende rammer for de trodsige teenagere. Den hviskede så sent som i dag, på mindsteteenagers blå mandag “Sikke en kort kjole, nogen mennesker mener de har ret til at voldtage hende, hvis du giver hende lov til at tage den på” eller da jeg sagde nej til taxa-kørsel, og fortalte hende at hun måtte tage bussen sammen med de andre “Det er nok lige netop den bus som kører galt, og så vil du fortryde at du ikke kørte hende, det er nemlig mest sikkert”
Og så skal jeg virkelig holde mig selv tilbage fra at tvinge hende i andet tøj, og springe ud og hente bilnøglerne.

Nå men tilbage til overskriften, the crazy dog lady. Angsten er nemlig i dvale, og hviskende, men den er så viljestærk at den griber efter ALT jeg har kært, og når folk kækt kigger på mig og smilende siger “Du er da så ung, du kan da godt nå at få flere børn” så smiler jeg træt tilbage, og vrøvler et eller andet med at mindste og størsteteen er så store nu og bla bla, men i virkeligheden er det angsten som har suget alt moderskabet ud af mig, der er ikke mere at give af end til de to jeg har og jeg har altid vidst, at der kunne ikke komme flere børn, jeg havde brug for at holde tungen lige i munden og bruge min energi på at kæmpe mod angsten og der var ikke mere at give af hvis jeg skulle holde stand.
Det gør ondt at skrive, at indrømme og være ærlig omkring. Jeg drømte om 4 piger og en minivan, og da jeg en dag stod på en parkeringsplads med størsteteenager i autostolen efter at have været i legestue, så jeg en mor med 4 små piger, i lyserøde kjoler stige ind i en minivan. Jeg stod og beundrede hende og dem, mens det stak i hjertet, for allerede dengang vidste jeg at det aldrig nogensinde blev min fremtid med 4 børn, det lå i moderskabet at det skulle være således, men angsten ville ikke tillade det.

Derfor er jeg sådan en skør hunde dame, de to hunde vi har haft, har fået det resterende moderskab og angsten har budt dem velkommen med et smil på læben, endnu flere at hviske om – fedt!
Jeg ved godt når angsten begynder at kravle op fra sin dvale, det kan mærkes i hele kroppen og jeg begynder at tænke og sige skøre ting, jeg isolerer mig og begynder at begrænse mig selv.
Lige nu er en af de perioder, det at få hundehvalp har tændt en gnist i angsten – nogen jeg har kær som er skrøbelig og afhængig af mig, det er dens favorit “Måske skal vi slet ikke tage på 3 ugers ferie til Mexico? som planlagt, måske skal vi tage til et sted hvor stakkels lille Nemo kan komme med, jeg har hørt Grækenland skulle være så sikkert!” “Nemo er jo også lidt særligt sensitiv, så han kan ikke klare 3 uger hos andre” hvisker den, og jeg begyndte at lytte, pludselig var Mexico´s blå stranden ikke særlig tillokkende, pludselig behøvede jeg faktisk slet ikke at komme på ferie.
Jeg tager dette eksempel med, fordi det så tydeligt viser hvor sindsygt det hele er og hvordan angsten hele tiden kræver at man er bevidst omkring at det den hvisker er skadeligt for en, og ALTID skal udfordres – en hundehvalp som våben mod en farlig tur til Mexico, det vil ingen ende tage og selvom den er i dvale, så hvisker den om korte kjoler og voldtægter.
Den vil nok altid hviske, til mig, det har den gjort til min familie i generationer, mit største ønske er at den dør en pludselig død, og aldrig nogensinde hvisker til mine to piger. Og da mindsteteenager valgte ordene: Frygt ej, tro kun i kirken på hendes konfirmationsdag, så vidste jeg at angsten kommer til at dø med mig, den har hvisket til pigerne da de var mindre, fordi den brølede så højt i mig at de pludselig kunne høre den, så de kender dens stemme og den kommer aldrig nogensinde til at få taletid hos de to viljestærke piger, det ved jeg nu, det ved den nu og derfor manipulerer den med hundehvalpe i ren panik over sin tabte kamp.

6 kommentarer

  • Julie

    Så må man vist godt få tårer i øjnene. Dine piger er de dejligste trodsige tøser- de kommer til at klare sig SÅ godt ude i verden- uden for meget angst. En lille smule er vel ok- det gør nok en mere opmærksom og eftertænksom i forskellige situationer, men det må ikke ta’ styringen men det var meget fine ord mindste teen havde valgt❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Rina

      Tusind tak fordi du læste med og for dit fine svar. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte Sørensen

    ❤❤❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mille

    Jeg tror vitterlig aldrig, jeg har læst noget, der beskriver mine tanker så godt som dette skriv. Jeg har helt kuldegysninger. Min (eneste) datter er snart 4 år, og jeg vil så gerne give hende en lillebror eller lillesøster. Men jeg tør ikke! Så mit spørgsmål til dig er: Hvordan gik du fra nr. 1 til nr. 2 barn? Hvilke overvejelse gjorde du dig? Jeg har prøvet at tale med mine omgivelser om det, men eftersom ingen har angst, bliver det hurtig noget med “jeg troede heller ikke, jeg kunne elske nummer to lige så meget, men der tog jeg virkelig fejl”. Og det er bare slet slet slet ikke det, det handler om for mig. Jeg er bange for angsten igen eskalerer og derved tager den sidste rest af “normaltfungerende” menneske, som jeg trods alt stadig har lidt af.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Rina

      Jeg gik efter at angsten ikke skulle bestemme over mig, samtidig med at jeg kunne mærke at jeg havde energien, overskud og kærligheden til et barn til. Den følelse forsvandt efter barn nr. 2, der fyldte istedet en manglende energi og overskud, fordi angsten havde brugt lidt for meget af “batteriet”.
      Mærk efter, du kan godt mærke det inderst inde hvad den rette beslutning er.
      Kæmpe kram.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Matcha iste